Uge 19

”Jaa, det var en flot lektie jeg fik. Men som sagt, én!” Sagde Chris skuffet da alle elever sad på deres pladser.
”Men lektien skal jo også bruges til noget, historierne skulle jo ikke skrives for sjov. Ugens lektie bliver at skrive detaljer på den bedste stil, den eneste stil!” Et par elever smilede over denne opgave, hvor let!
”I må gerne ændre på stilen, og også gerne ændre slutningen. Men grundhistorien skal være den samme!
Den bedste udgave vil blive belønnet, ikke med ekstrapoint men med en speciel rettighed. Den bedste udgaves forfatter får lov til at bestemme næste uges emne! Vil man være med i den ’konkurrence’ skal man aflevere senest torsdag. Alle der afleverer senere vil IKKE få lov til at bestemme emnet. En lille seddel med emneforslag skal ligges sammen med lektien. Det var alt for nu, i må gå… i gang” afsluttede Chris med et smil, de måtte selv finde ud af at bordene var låst op.
Et lille sving med tryllestaven, og på tavlen stod der:

’Vi sidder i omklædningsrummet. Vi er et par piger, der er tilbage efter træningen, og vi har lige været i bad. Josefine står og tørrer sig. Hanne sprøjter sig under armene med en lånt deo. Carol lægger mascara, og jeg er ved at tørre hår. Jeg følges ud med Carol. Vi er ret gode venner. Cyklerne står lænet op af skure, og min er væltet. Jeg samler den op og smækker min taske på bagagebæreren. Så drøner jeg hjemad i følgeskab med Carol. Jeg går til fodbold hver torsdag aften, så når jeg kommer hjem har min mor sat maden på bordet. Det har hun imidlertid ikke, da jeg kommer hjem. Hun ser tv. Jeg sukker og finder min lektiebog frem. Så henter jeg danskbogen og slår op. Jeg læser teksten igennem et par gange, før jeg føler mig sikker på den. Så går jeg ned i stuen, og ser at mor er begyndt at lave mad. Vi spiser snart og ser en tv-serie samtidig. Min mor hjælper mig med engelsk bagefter. Så går jeg op til min pc. Da klokken er halv ti går er i seng. Jeg bliver vækket af min mobil, halv syv. Jeg står op og går i bad, før jeg leder efter tøj i mit skab. Jeg lægger makeup og tager sokker på. Så går jeg ned og spiser noget morgenmad, før jeg smører madpakke. Så skynder jeg mig ned til min cykel. Jeg er forsinket, men kommer lige da det ringer ind. De andre har ventet på mig, og vi snakker indtil læreren kommer. Der er meget larm i timerne, og vi griner mens læreren forsøger at berolige gemytterne. Til sidst opgiver han og rykker tilbage bag sit bord, bevæbnet med pegepinden. Drengene går ud for at spille fodbold i frikvarteret og jeg går med. Carol er der også, og vi snakker. Carol er en af mine veninder, og hun går i klassen over mig. Nu ringer det ind. Da skolen er færdig følges jeg med Carol hjem. Vi holder for rødt, og hun pjatter og fniser. Jeg er lidt med, men også kun lidt. Vi kører af den nye cykelsti. Pludselig er der et bump på vejen. Carol slingrer og cyklen vælter. Hun rejser sig og siger: “Der skete ikke noget,“ lige før hun knækker sammen og trykker sin arm ind mod sin mave med et skrig. Jeg skynder mig over til hende og kigger på armen. Hun kollapser helt i mine arme, og jeg skynder mig at taste 112. En dame stopper og kigger på os. Hun råder mig til at sætte Carol ned. Det gør hun selv, og så kommer ambulancen. Jeg ringer til Carols forældre, og de siger at de straks kommer. Så kører vi ud på skadestuen, og der venter vi i tre en halv time, før Carol kan komme til. Klokken bliver syv, og der er stadig ikke noget nyt. Vi venter stadig, Carol har lige fået taget røntgenbillede. Hun har brækket armen. Min mor ringer til min mobil, og tilbyder igen at komme ud og hente mig. Jeg venter med Carol. Jeg og hendes forældre ser talent 2008, for det er jo fredag. Så er der også Vild med dans, så jeg sidder foran tvet i venteværelset, til mine forældre beslutter sig for at hente mig. Den følgende morgen får jeg en sms, hvor der står, at Carol er blevet opereret og nu er hjemme. Så går jeg nedenunder og tænder for morgenflimmer. En meddelelse kører hurtigt hen over skærmen. Jeg glipper med øjnene, for det gik for stærkt, og jeg er ellers en god læser. Den kommer hurtigt igen. Jeg bøjer mig interesseret frem og denne gang er jeg hurtigere.
“Den der skriver denne historie er træt af de manglende tillægsord. Er du ikke også?”’